Egedal Musikfestival
17-06-2023 kl. 10:30
Egedal Musik- og Kulturskole fylder Egedal Centret med koncerter og aktiviteter i samarbejde med Egedal Centerforening - i år er det 10. gang!
Kom og nyd musikken, få en snak med elever og medarbejdere fra Musik- og Kulturskolen - og gør dine indkøb til weekenden i centrets butikker.
Kæmpe fællessangskor under ledelse af Jakob Høgsbro skyder festivalen i gang Kl. 10.40. Alle er velkomne!
Oplev Musik- og Kulturskolens elever og lærere fra scenerne på Centertorvet, Søstertorvet, og Søløvetorvet.
Om Egedal Musikfestival:
Egedal Musikfestival er en årligt tilbagevendende begivenhed, som blev afholdt for første gang i 2012, men da man af restriktionsmæssige årsager ikke kunne afholde festival i to år i træk, er det altså nu i 2023, at vi har jubilæum!
Egedal Musik- og Kulturskole og Egedal Centeret har igennem en årrække opbygget et frugtbart samarbejde. Der er megen synergi i dette samarbejde – som løfter kulturen lokalt. Egedal Centeret arbejder mere og mere med koncerter og events for at give de handlende spændende oplevelser, der er lokalt forankrede, når man besøger Egedal Centret.
Sten Jensen, Egedal Centerforening, siger:” Vi er meget lokalt orienterede og fokuserer på helhedsoplevelser fra – og i nærområdet. Det er blevet en tradition at afholde Egedal Musikfestival, som markerer, at nu er det sommer! Egedal Centret satser derudover generelt på lokale kræfter, både forretningsmæssigt og kulturelt. Derfor er det naturligt at præsentere nogle af skolens dygtige orkestre i løbet af året til f.eks. cafekoncerter og juletræstænding, ”Musik i Butik” og ”På Egne Ben” og at indgå i dette samarbejde omkring festivalen”. Mikkel Benn, Musik- og Kulturskoleleder, siger:” Ligesom festivalen er en markering af at sommeren er kommet, er festivalen blevet en markering af afslutningen på vores sæson i skolen, - så festivalen er blevet en del af vores fælles kultur. For Musik- og Kulturskolen betyder placeringen i centret en god og tryg ramme for elever og ansatte. Det er et oplagt sted at møde og være synlige for Egedals borgere midt i hverdagslivet, og et sted hvor gæsterne bliver mødt at liv og musik. Egedal Centeret er derfor en højt værdsat samarbejdspartner, hvor vi igennem 10 festivaler kun har set mening i at fortsætte”.
Om 2023: I år vil festivalen starte med et stort Fællessangskor bestående af alle interesserede sangglade børn og voksne fra Egedal – alle er velkomne! Jakob Høgsbro vil dirigere Fællessangskoret på Centertorvet v. Kvickly kl. 10.40-11.00. Jakob vil dirigere en velkendt fællessang og instruere i flerstemmig korsang og spil på stedet på en måde, hvor alle kan være med. Jakob er en anerkendt dirigent, musiker og komponist, som Egedal Musik- og Kulturskole har et mangeårigt samarbejde med. Jakob spænder vidt som instruktør og komponist, hvor han bl.a. dirigerer Tritonuskoret, afholder store fælleskoncerter i skoler samt teambuilding for virksomheder.